Sådan laver du hurtig, nem og billig aftensmad

Er du studerende, eller har du bare en travl hverdag, så får du her nogle gode ideer til en hurtig, nem og billig aftensmad.

Chili con Carne

Denne er for kød-elskerne, der sætter pris på lidt stærkt mad. Retten er nem at lave store portioner af, så der kan blive rester til dagen efter.

Det skal du bruge:

1 løg

2 fed hvidløg

1 kg. oksekød

2 dåser kidneybønner i chilisovs

1 dåse Baked beans i tomatsovs

Salt, peber, chili

Ris

1 spsk. creme fraiche pr. portion 

Sådan gør du:

Hak løget i små stykker, pres hvidløget, og svits dem på en dyb pande med lidt olie. Tilsæt oksekødet, salt, peber og chili, og lad det stege indtil kødet er brunet. Tilsæt derefter både kidneybønner og baked beans, og lad det koge op. Smag til med flere krydderier.

Kog noget ris, og spis det til din chili con carne. Server med en klat creme fraiche på toppen.

Wok med grøntsager og kylling

Det skal du bruge:

1 Løg

1 pose frosne grøntsager til wok

2 lime

cirka 400 gram kyllingebryst

1 dåse kokosmælk

Nudler eller ris

Salt og peber

Peanuts

Sådan gør du:

Hak løget i små stykker og svits det på en wokpande med lidt olie. Skær kyllingebryst i små tern og lad dem stege sammen med løget, indtil kyllingestykkerne er gennemstegt. Tilsæt de frosne grøntsager, og la dem tø op på panden. Tilsæt kokosmælk og saften fra to lime. Smag det hele til med salt og peber, og lad det simre, mens du koger enten nudler eller ris. Server med en skål peanuts på siden, som man selv kan drysse over retten på sin tallerken.

Friske forårsruller

Friske forårsruller er en let sommerret, du ikke bliver træt af. Du kan altid skifte fyldet ud efter ønsker og behov.

Det skal du bruge:

1 agurk

2 gulerødder

Spinatblade

1 avocado

Rispapir

Peanuts

Sursød-sovs

Kylling eller tigerrejer 

Sådan gør du:

Skær agurk og gulerødder i tynde stave, skyl spinatbladene, og fjern skrællen og stenen fra avocadoen. Skær også avocadoen i stave, og læg alle grøntsagerne i skåle. Skær kylling i stykker, og steg dem på en varm pande med lidt olie. Har du købt tigerrejer i stedet, skal de også steges på en pande.

Stil alt på bordet samt en skål med vand til rispapiret. Når I har sat jer, skal I hver lave jeres egne forårsruller. Rispapiret er helt stift, når man køber det, og det gøres blødt ved at dyppe det i vand. Det bliver ikke blødt, så snart det rammer vandet, men læg det efter dyppet alligevel på din tallerken, og du vil se, at de bliver blødt i løbet af ingen tid. Læg for eksempel nogle spinatblade i bunden, derefter agurk- og gulerodsstave, avocado, kylling, peanuts og lidt sursød-sovs. Du skal sørge for, at der er plads til at folde rispapiret. Start med at folde den nederste og øverste ende og derefter siderne. Rispapiret bliver også klistret, når det er blødt, og derfor kan det holde på fyldet.

Velbekomme!

Post Author: admin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *